CSR Forum sætter hele efteråret fokus på CSR og CSRrapportering. Vi lægger ud med et interview med Stine Hove Marsling, direktør for Corporate Communication, Branding & CSR i Danske Spil.

”CSR rapporten er oldnordisk kommunikation og står den alene, er den udateret, præcis ligesom telefonbogen!”

Sådan lægger direktøren Stine Hove Marsling ud da CSR Forum en tirsdag efter sommerferien interviewer hende om Danske Spils CSR rapportering. 

Hun overtog ansvaret for CSR området i Danske Spil med sin ansættelse i november 2015, og siden da har hendes fokus været på at styrke strategiske arbejde med CSR så både organisationen selv og omverdenen kan se, hvad Danske Spil gør på CSR området. 

Det har også afspejlet sig i CSR rapporteringen og den måde man kommunikerer CSR på. I Danske Spil lavede man den klassiske årsrapport i flere år, men med årsrapporten i 2016 forsøgte man at gå en lidt anden vej.

Det selvom man med den klassiske rapportering havde vundet en pris for sin CSR rapportering i 2015.

”Der var – meget berettiget – stor stolthed i organisationen og bestyrelsen over, at Danske Spil vandt en pris i 2015 for CSRrapporten. Derfor krævede det også lidt mod at gå ind og sige, at være klassens bedste til CSR rapportering, ikke var en ambition i sig selv for det fremadrettede CSR arbejde.”

I stedet fortæller Stine, at der har været fokus på at frembringe organisationens egne værdier og kulturelle DNA i det strategiske arbejde med CSR. Som i flere andre statsejede virksomheder, hvor der naturligt er en tæt dialog med statslige kontrolmyndigheder, har åbenhed altid været en grundlæggende del af det interne værdisæt og kommunikationen i Danske Spil.   

“Det handler om at stå ved sig selv og sine værdier og ikke være bange for at tale åbent – også om de svære dilemmaer”

Åbenhed er derfor i dag omdrejningspunktet for det strategiske arbejde med CSR i Danske Spil. Og Stine fortæller, at det er med 100 pct. opbakning fra bestyrelsen, at kommunikationen af de mange indsatser – både internt og i samspil med omverden – i dag er en nærværende og tilgængelig narrativ. Et narrativ, der har erstattet hardliner rapporten med dens telefonbogsagtige kommunikation.

Stine vurderer, at Danske Spils strategiske succes på CSR feltet skyldes beslutningen om at være åben og vise vilje til dialog. Det gælder særligt for kommunikationen af de svære dilemmaer, der læner sig helt tæt op ad kerneforretningen.

CSR rapporten som point of reference for CSR strategien

Der er elementer i Danske Spils forretningsmodel, hvor ca. 1 mio. danskere spiller hver uge, som helt berettiget kan være genstand for kritik. Det står Stine ved.

“ Spil er underholdning, og det skal være sjovt at spille, men vi ved at spil kan bruges til snyd og at for nogen tager spillet overhånd. Derfor er ludomani, hvidvaskning og matchfixingoplagt de tre fokusområder, vi i Danske Spil sætter skarpt på nu og på den lange bane, også rent forretningsmæssigt!”, siger Stine Hove Marsling.

På tværs af forhandlerleddet, myndigheder, samarbejdspartnere og ikke mindst de mange spilaktive borgere, kræves der forskellige former for kommunikation. Og som med al anden kommunikation, så føler modtageren sig ikke set, rørt eller hørt, hvis kommunikationen ikke er i øjenhøjdejde, mener Stine.

Med CSR rapporten som point of reference og en del af den integrerede kommunikationstrategi, arbejder hele organisationen dagligt med at møde sine mange interessenter i en åben og målrettet kommunikation.

-”For os er det at være ansvarlig spiludbyder ikke bare snak, men en hjørnesten i vores aktuelle forretningsstrategi for 2020 og én af vores fire kerneværdier – Tillid, Underholdning, Fornyelse og Ansvarlighed. Vi ønsker med vores ansvarlighedsinitiativer at sætte standarden for ansvarlighed på markedet”, siger Stine Hove Marsling.

Uddannelse af mere end 4.400 forhandlere i ludomani, nudging kampagner af forebyggende karakter og oplysende viralfilm til de unge, er bare nogle af eksemplerne på den målrettede kommunikation, som indgår i den integrerede kommunikationsindsats. Og så peger Stine på en humorbåret kampagne om skrabelodder som et godt bud på en ny og anderledes form for kommunikation af et CSR rapportens mere tunge emner.

Læs mere om Danske Spils CSR strategi, fokusområder, kampagner, rapportering og meget mere her: https://om.danskespil.dk/csr-ny

CSR rapporten som fagligt omdrejningspunkt og strategisk framework internt

Som statsejet virksomhed har Danske Spil altid haft fokus på krav til efterlevelse af diverse miljø- og klimastandarder, bekæmpelse af hvidvaskning og et godt og sundt arbejdsmiljø. Og som Stine bemærker, har virksomheden altid gjort sig umage for gøre en positiv forskel i samfundet og samtidig spille med åbne kort.

“Arbejdet med rapporteringen fungerer som et meningsfuldt framework for koblingen af Danske Spils lokale og nære CSR fokusområder (ludomani, hvidvaskning og matchfixing, red.) med arbejdet med internationale retningslinjer under UN Global Compact, og bidrager til at få en række relevante og udvalgte SDG’er til at leve, ikke bare i Danske Spil, men i hele Danmark”.

Det er på tværs af disse mange interne og eksterne CSR relaterede aspekter og indsatser på både lokalt og globalt plan, at CSR rapporten i Danske Spil kobles til den resterende strategi. På den måde fungerer arbejdet med rapporten som et fagligt omdrejningspunkt og et internt framework, der sikrer en sammenhængende og målrettet kommunikation, fortæller Stine.

En rejse ind i fremtiden, hvor alle skal med ombord

“Nogle skal have kolde tal og andre skal have en fortælling. Vigtigst er at vi skal fremad – og det er i samme båd som vores mange interessenter.Med Danske Spils langsigtet CSR strategi er der søsat en rejse frem mod år 2020, hvor organisationens selvforståelse og selvindsigt på egne værdier og kulturel DNA går hånd i hånd med ambitionen om transparens og dialog”, fortæller Stine.

I følge Stine er rejsen derfor også allerede startet som en intern proces, hvor alle medarbejdere og ledere på tværs af alle afdelinger er blevet involveret. Åbenhed danner grundlag for de løbende dialoger, analyser og beslutninger, som er med til at understøtte en sammenhængende og målrettet CSR strategi. Og det er med opbakning fra bestyrelsesniveau at alle ansatte – som en del af en integreret HR indsats, i dag uddannes til at integrere de tre CSR fokusområder; ludomani, hvidvaskning og matchfixing, i deres daglige arbejde med at drive og udvikle forretningen hensigtsmæssigt ind i fremtiden.

Skrevet af:

Allan Duus og Karim B. Drif