CSR Forum har bedt sine medlemmmer reflektere og komme med bud på, hvordan corona influerer eftertidens bæredygtige udvikling i erhvervslivet og samfundet generelt. Dette indlæg af Mogens Lykketoft er det tredje i rækken af bidrag til den kollektive diskussion og fælles udforskning, som vi med tiden vil forsøge at omsætte til brugbar viden for vores medlemmer og omverden.

Grøn og fair genrejsning efter corona-krisen

Af Mogens Lykketoft (født 1946), cand.polit., MF 1981-2019, fhv. skatte-, finans- og udenrigsminister, fhv. formand for Socialdemokratiet og Folketinget.2015-2016 under vedtagelse af FN’s Verdensmål og klimaftalen i Paris formand for FN’s Generalforsamling.Nu pensionist, klimaktivist, forfatter og foredragsholder mod fokus på Verdensmålene-

Corona-krisen fylder selvfølgelig det hele lige nu. Det er ikke mærkeligt. Politikere verden over skal afveje risiko. På den ene side en pandemi, der kan slå benene væk under sundhedssystemet og føre til millioner af døde. På den anden side andre enorme lidelser, fordi nedlukningen medfører det største tilbageslag i økonomi og beskæftigelse i 100 år.

I Danmark har stærk politisk ledelse og handlekraft inddæmmet pandemien. Det  giver os bedre muligheder end mange andre lande for på ansvarlig vis at åbne igen.

Vi begynder også at tro på, at den formidable fælles globale forskningsindsats giver os behandling og vaccine mod Covid19 hurtigere end eksperter først turde tro.

Så denne gang undgår vi nok den ultimative katastrofe. Men vi var dårligt forberedt på en pandemi, ligesom vi også er det på de andre globale katastrofer, der er i svang. Verden var også før coronaen i slem uorden med skræmmende uligheder og en hastigt tiltagende klimaforandring.

Klimaforandringen udløser – hvis vi ikke tøjler den nu –  en helt uoverskuelig katastrofe for næste generation: Vi er på vej mod forfærdende ændringer i mennesker, dyrs og planters livsvilkår, og som følge heraf meget mere større og mere uoverskuelige folkevandringer og konflikter.

Det er nu vi er nødt til atl forstå, at der skal handles med samme konsekvens mod uligheden og den snigende klimaforandring som mod den eksplosive pandemi.

Vi har enestående chance for at gøre det, når vi alligevel skal bruge en masse penge for at komme ud af den nye, dramatiske arbejdsløshed, der vil blive hængende i kølvandet på pandemien.

Vi får kun bugt med denne arbejdsløshed, hvis  staterne i en årrække vil accepterer meget store budgetunderskud – og altså stifter gæld – for at understøtte forbrug og investering i nye arbejdspladser.

Den nødvendigvis massive statslige pengeindsprøjtning i samfundsøkonomien de kommende år er en chance for meget kreativt at genopfinde Danmark: Klimaindsats, erhvervsudvikling, bæredygtige investeringer, mange nye arbejdspladser og social retfærdighed kan gå op i en større enhed.

Den nødvendige store finanspolitiske lempelse skal med andre ord have et præcist fokus på at understøtte bæredygtige investeringer, klimaindsats, flere arbejdspladser og en mere retfærdig byrdefordeling.

EU’s såkaldte stabilitetspagt er i realiteten død. Med en rente omkring nul er det ikke et problem at øge statsgælden med f.eks. et beløb svarede til halvdelen af BNP, før vi igen begynder at tænke på at nærme os et overskud på statsfinanserne.

Når den private økonomi er oppe at køre igen, kan vi gradvist over en lang periode afvikle gæld.

Vi skal også i EU kæmpe for at Green Deal, Recovery og mere ligelig indkomstfordeling bliver tre sider af samme sag. Forhåbentlig kan EU bidrage til indførelsen af den nødvendige afgift på drivhusgas og skaffe fælles midler ved afgifter på finansielle transaktioner og på omsætningen hos de gigantiske multinationale teknologifirmaer, der i dag typisk ikke betaler indkomstskat. Kampen mod skatteflugt og skattely skal være en hovedprioritet.

Vi skal målrette den hjemlige finanspolitiske lettelse, så pengene ikke opspares, men forbruges eller investeres i danske arbejdspladser og størst mulig grøn omstilling. Folk med lave indkomster sparer mindst op. Derfor er der godt sammenfald mellem god konjunkturpolitik og god fordelingspolitik.

Vi kan dreje forbruget i grøn retning ved f.eks.at opmuntre til lokalturisme og oplevelsesøkonomi. Vi kan stille krav til energieffektivisering og grønne indkøb fra det offentlige. Der kan stilles krav om at gamle olie- og gasfyr efterhånden afløses af vedvarende energikilder/ jordvarme/ fjernvarme. Landsbyggefondens investeringer kan bidrage væsentligt til mere klimavenlige sociale boliger.

Vi skal mobilisere stor medfinansiering fra pensionskasser og -fonde til  bl.a. havvindmøller, energilagring  og el-bils-ladere.

Danmark har – ved at vælge at være foregangsgang for CO2-nedbringelse og grøn omstilling en historisk stor chance for igen at blive nettovinder i den globale konkurrence om at udvikle den teknologi og de produkter, som hele verden efterhånden vil efterspørge.

Vi kan ikke varigt finansiere den hurtige grønne forvandling ved statstilskud.

Vi når ikke 70 pct. CO2-reduktion i 2030, medmindre vi NU  i 2020-2021 vedtager en fast plan for optrapning af en afgift på drivhusgas, der ender på 1500 kr. pr. ton.  En sådan plan vil allerede nu motivere til mere klimavenlige investeringer, selv om afgiften først foldes fuldt ud om ti år.

Når staten i de nærmeste år accepterer et stort budgetunderskud, så betyder det, at vi kan forhindre, at den gradvise optrapning af C02-afgiften ikke under lavkonjunkturen betyder en ekstra byrde for erhvervslivet. Andre afgifter kan lettes; og der kan og skal gives særlig støtte de virksomheder, der har særligt store problemer med at omstillet il grøn energi. Vi skal i undgår risikoen for at arbejdspladser flyttes til et udland, hvor de kan fortsætte med `sort´ energi. 

Det er klogt, at Danmark lægger sig i spidsen med CO2-reduktioner, fordi det vil bringe os i front med at skabe de ny bæredygtige produkter og få gode fremtidssikrede arbejdspladser. Men det SKAL ledsages af en erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de virksomheder og arbejdspladser, der ellers rammes når ´sorte´ job falder ud og ´grønne´ job kommer til. Vi må – sammen med andre lande med samme interesse – forhindre, at en sådan indsats rubriceres ulovlig statsstøtte i EU.

Dansk Industri vælger under corona-krisen at føre skræmmekampagne mod CO2-skatten, uanset at vi i de første vanskelige år kan mere end afbalancere med lettelser andre steder. Det forekommer mig at være meget kortsigtet.

Der kan desværre opstå en uheldig alliance imod CO2-afgften mellem erhvervsorganisationerne og erhvervs- og skatteministerierne, selvom afgiften er forudsætningen for at nå CO2-målet i 2030.

Skatteministeriet domineres af dén opfattelse, at det er umuligt at få folk til at acceptere skatteforhøjelser ét sted, selv om der lettes lige så meget eller mere andre steder. Men modviljen skyldes også frygt for, at man efter to årtiers nedbrydning af ministeriets organisation ikke lovteknisk og administrativt kan magte at udforme store strukturændringer i skattesystemet.

En anden indvending er, at en optrappet afgift vil undergrave skattegrundlaget, fordi vi faktisk når CO2-målet. Denne bekymring er næppe så tungtvejende. Det hele sker gradvist, mens grønne produkter undervejs bliver meget mere udbredt. Det betyder efter al erfaring, at de også falder i pris. Derfor bliver der plads til ny afgifter, uden at borgernes levefod reduceres.

Men det helt overordnede er, at CO2-afgiften var FORUDSÆTNINGEN for at vi når klimamålene og bidrage mest muligt til at forhindre globale katastrofer i vore børns og børnebørns voksne liv.  Derfor må vi hjælpe hinanden med at overvinde frygten hos bange erhvervsfolk og politikere.

 

Relaterede indlæg 

https://esgforum.dk/2020/05/12/naar-corona-aendrer-alt-eller-intet-og-begge-dele-er-godt/

https://esgforum.dk/2020/04/28/coronakrisen-bliver-baeredygtighedens-genfoedsel/